4. december 2017

Analyse

Markant færre europæere kommer til Danmark for at arbejde

Beskæftigelsen i Danmark har været støt stigende siden 2013, og omkring halvdelen af beskæftigelsesstigningen på ca. 160.000 personer skyldes, at danske virksomheder har kunnet ansætte udenlandske medarbejdere, primært fra EU-lande. Tilstrømningen af europæisk arbejdskraft er dog faldet markant. Hvor næsten 9 ud af 10 nye job i 2013 gik til en europæer, var det kun tilfældet for 1 ud af 10 i 2017.

Siden 2013 er beskæftigelsen i Danmark steget med ca. 3.000 hver måned, og i dag har beskæftigelsen nået et niveau, der kun lige akkurat overgås af danmarksrekorden fra 2008. Den udvikling kan vi i høj grad takke den udenlandske arbejdskraft for.

En stor del af beskæftigelsesvæksten har nemlig været drevet af udlændinge, der valgte at flytte til Danmark og arbejde. Særligt europæerne har spillet en vigtig rolle. Men tilstrømningen er det seneste år faldet markant.

I 2013 var det næsten 9 ud af 10 nye job i Danmark, netto, der blev besat af en person fra et andet EU-land. I 2017 var andelen faldet til hver tiende. Særligt polakkerne, der udgør kernetropperne i den europæiske arbejdskraft, kommer i langt mindre grad end tidligere til Danmark. Hvor de i 2013 besatte 21 procent af de nye job, besætter de i dag kun 2 procent. 

 

Udviklingen i fuldtidsbeskæftigelsen følger samme tendens, men arbejdskraft fra EU udgør her generelt en lidt lavere andel. 

 

Udlændinge afhjælper mangel på arbejdskraft

Den betydelige tilgang af udenlandsk arbejdskraft har medvirket til, at den mangel på arbejdskraft, danske virksomheder rapporterer om i dag, ikke er større og endnu mere alvorlig, end det er tilfældet.

Fra 2013 til 2016 blev der hvert år i gennemsnit ansat mere end 11.000 ekstra europæere i de danske virksomheder, der på den måde har været i stand til løbende at udvide produktionen og skabe vækst. Heraf var knap 3.000 i gennemsnit polakkere. I 2017 faldt tilvæksten dog betydeligt til færre end 5.000 europæere og under 1.000 polakkere.

 

Udviklingen sker samtidig med, at europæiske virksomheder, i lighed med danske virksomheder, melder om en hastigt voksende mangel på medarbejdere,  og at ledigheden generelt i EU, og særligt i Polen, er faldet kraftigt de seneste år. Det betyder, at ledigheden i vores nabolande Tyskland og Polen ifølge Eurostat i 3. kvartal 2017 er nede på hhv. 3,6 pct. og 4,7 pct., hvilket er lavere end i Danmark, hvor den ligger på 5,7 pct. For Polen er ledigheden blevet halveret siden 2013, hvor den lå på over 10 pct. 

 

Emneoversigt
Tilmeld nyhedsbrev

Nyhedsbrevet Agenda henvender sig til arbejdsmarkedspolitiske aktører, forskere, journalister, beslutningstagere og alle, der ønsker et analytisk perspektiv på den arbejdsmarkedspolitiske debat. Nyhedsbrevet, der udkommer 1-2 gange ugentligt, er gratis at modtage.