13. juli 2017

Analyse

17.000 danskere arbejder ved siden af førtidspensionen

Over 11.000 førtidspensionister havde i 2015 en lønindkomst over 10.000 kr. Mange havde en arbejdstid, der svarer til et fleksjob.

Nye beregninger foretaget på baggrund af tal fra Danmarks Statistik viser, at der i 2015 var godt 17.000 førtidspensionister med lønindtægt svarende til ca. 8 procent af det samlede antal førtidspensionister

Danskere over 40 år, der pga. sygdom eller handicap ikke er i stand til at varetage et alm. arbejde eller fleksjob, har muligheden for at få tilkendt en førtidspension. Såfremt førtidspensionister siden hen viser sig at have en arbejdsevne, har kommunen muligheden for at fratage førtidspensionen og eksempelvis tildele et fleksjob.

Alligevel er der, som tallene viser, flere førtidspensionister der arbejder og har lønindtægt. Dog uden konsekvens for deres førtidspension. Ifølge tal fra Ankestyrelsen blev førtidspensionen frakendt i gennemsnitligt en til to sager om året. 

 

 

Indkomst op mod 800.000 kroner om året før fuld modregning

Godt 11.000 af de arbejdende førtidspensionister havde en årlig lønindkomst over 10.000 kr. 1.500 førtidspensionister havde en årlig lønindkomst over 100.000 kr., mens 19 førtidspensionister havde lønindtægter for over en halv million kr. ved siden af førtidspensionen.

Der er ikke noget loft for, hvor meget du må arbejde eller tjene som førtidspensionist. Der modregnes dog med 30 kr. for hver 100 kr. der tjenes over 75.800 kr. om året. Først ved en årlig lønindkomst på omkring 800.000 kroner bliver ydelsen for en enlig person på førtidspension fuldt modregnet. 13 pct. af de førtidspensionister, der har lønindkomst ved siden af, bliver helt eller delvist modregnet i førtidspensionsydelsen.

En del af førtidspensionisterne med lønindkomst er ansat i et såkaldt skånejob. I et skånejob kan du som førtidspensionist arbejde på en privat eller offentlig arbejdsplads med offentligt løntilskud. I 2015 var 3.900 førtidspensionister (målt i fuldtidspersoner) ansat i et skånejob.

 

Mange timers arbejde for førtidspensionister

En opgørelse over førtidspensionisternes årlige arbejdstid viser, at arbejdstiden også er relativt høj for nogle grupper af arbejdende førtidspensionister.

Eksempelvis arbejdede 3.900 førtidspensionister mellem 160 og 481 timer i løbet af 2015 svarende til 1-3 måneders fuldtidsarbejde på et år. Samlet set arbejdede 1.600 førtidspensionister over 962 timer svarende til over 6 måneders fuldtidsarbejde på ét år.

 

Arbejdstiden og lønindkomsten viser, at de godt 4.200 førtidspensionister, der tjente mellem 10.000 og 50.000 kroner i 2015 havde en gennemsnitlig årlig arbejdstid på 282 timer, svarende til ca. 6 timer om ugen. Arbejdstiden stiger for førtidspensionister med højere lønindkomst.

I 2014 var hver fjerde fleksjob på under 10 timer om ugen, og det er derfor rimeligt at antage, at mange med denne indkomst og højere vil kunne varetage et fleksjob og derved undvære førtidspensionen.

 

Mulighed for bedring

Den eksisterende viden på området viser, at ikke alle arbejdsnedsættelser er permanente. Det viser eksempelvis en rapport fra Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, SFI, fra 2008. Her konkluderer man, at 46 pct. af de personer, der i 1995 fik konstateret en funktionsnedsættelse, har bedre funktionsevne i 2008.

Der er lignende erfaringer i udlandet. I 2004 startede de hollandske myndigheder en revurdering af alle førtidspensionister. Her blev hver femte førtidspensionist efterfølgende erklæret egnet til at indtræde på arbejdsmarkedet.

Emneoversigt
Tilmeld nyhedsbrev

Nyhedsbrevet Agenda henvender sig til arbejdsmarkedspolitiske aktører, forskere, journalister, beslutningstagere og alle, der ønsker et analytisk perspektiv på den arbejdsmarkedspolitiske debat. Nyhedsbrevet, der udkommer 1-2 gange ugentligt, er gratis at modtage.