9. september 2016

Analyse

Dansk dagpengedækning fortsat høj

Cevea og Danske Sundhedsorganisationers A-kasse tager fejl, når de i en rapport skriver, at dagpengedækningen er faldet betydeligt de seneste år. Den har været stort set konstant siden 2002 og ligger fortsat højt internationalt.

I Danmark får man dækket en stor del af lønnen, hvis man kommer på dagpenge. I 2014 var den gennemsnitlige kompensationsgrad for en nyledig dagpengemodtager 74 pct. af den tidligere lønindkomst. Kompensationsgraden er et mål for, hvor stor en procentdel af ens tidligere indkomst, man får dækket af dagpenge. Jo højere kompensationsgraden er, jo lavere indkomsttab oplever man ved at overgå til ledighed.

Kompensationsgraden for dagpengemodtagere har været stort set konstant siden 2002, hvor den lå på 76 pct. af den tidligere indkomst.
 


Når man ser på en gennemsnitlig lønmodtager, er der således intet belæg for at sige, at dagpengedækningen er faldet betydeligt i løbet af de seneste mange år. Det er ellers budskabet i en rapport af Danske Sundhedsorganisationers A-kasse og CEVEA.

Den fejlagtige konklusion skyldes metoden. Agendas analyse er baseret på data fra OECD, og er beregnet som et gennemsnit af kompensationsgraden for en nyledig for fire forskellige familietyper. Der betragtes også to forskellige indkomstniveauer: en gennemsnitlig løn; og en lav løn, svarende til 2/3 af gennemsnitslønnen. Analysen viser således ændringen i rådighedsbeløbet efter skat, boligudgifter m.v. Det er samme metode som De Økonomiske Råd og OECD bruger.

Til sammenligning ser CEVEA’s metode på forskellen mellem den maksimale dagpengesats og en gennemsnitløn (efter AM-bidrag, men før skat) for udvalgte faggrupper. Der er således tale om et meget forsimplet mål for kompensationsgrader, der ligger ganske langt fra normal praksis på området.

I internationalt perspektiv ligger Danmark ligeledes højt. I 2014 lå Danmark således nummer 6 ud af EU-15 landene (de ”gamle EU-lande før østudvidelsen.) I 2002 lå Danmark nummer 4.

 

Ikke nok med at den danske dagpengedækning er stort set uændret siden 2002, den ligger altså også højt i en international sammenligning.

 

Sådan har vi gjort
Data stammer fra EU-kommissionens “Tax and benefits” database, der bygger på OECD’s database om Benefits and wages”.

Analysen indeholder kompensationsgraden efter skat for nyledige med 2 måneders ledighedsanciennitet. Personerne har ret til arbejdsløshedsunderstøttelse (dagpenge), mens socialhjælp (kontanthjælp) og boligstøtte er ikke medregnet. Kompensationsgraderne er et simpelt gennemsnit af 8 typer: 4 familietyper (enlige med/uden børn og par med/børn) for to indtjeningsniveauer (gennemsnitsløn og lavtlønnet svarende til 2/3 af gennemsnitslønnen.) Det er den samme metode, som De Økonomiske Råd benytter i deres arbejdspapir ”Understøttelse ved ledighed i syv lande.”

 

 

Emneoversigt
Tilmeld nyhedsbrev

Nyhedsbrevet Agenda henvender sig til arbejdsmarkedspolitiske aktører, forskere, journalister, beslutningstagere og alle, der ønsker et analytisk perspektiv på den arbejdsmarkedspolitiske debat. Nyhedsbrevet, der udkommer 1-2 gange ugentligt, er gratis at modtage.