15. november 2015

Analyse

Kun 17 pct. af de syriske flygtninge er i job efter fire år i Danmark

Blandt syriske flygtninge, der er indvandret siden 2009, er ca. 17 pct. i job efter fire år i Danmark. Det er på niveau med flygtninge fra Irak og Iran. Afghanske flygtninge har den laveste andel i beskæftigelse efter fire års ophold.

En gennemgang af beskæftigelsen blandt de fire største flygtningegrupper  i Danmark viser, at efter fire år i landet er mellem 13 og 17 procent i arbejde.

Bedst står det til for syrerne, hvor knap 17 pct. er i job. Værst går det med afghanerne, hvor 13 procent har fundet arbejde efter fire år.

 

Flygtninge, der kommer til Danmark, starter i et såkaldt integrationsprogram, der bl.a. skal hjælpe med til, at personen kan forsøge sig selv. Det er kommunen, der står for at tilrettelægge programmet, som varer tre år.Kommer flygtningen ind på arbejdsmarkedet, består programmet af danskundervisning.

Analysen af flygtningenes beskæftigelse efter fire år kan således også betragtes som en vurdering af, hvordan det går med beskæftigelsen et år efter, integrationsprogrammet er afsluttet.

 

Om integrationsprogrammet
Flygtninge starter i integrationsprogrammet første måned efter, at kommunen har overtaget ansvaret for en flygtning eller familiesammenført udlænding. Integrationsprogrammet skal i gennemsnit have et omfang på 37 timer pr. uge, inkl. forberedelse og en varighed på højest tre år. Dog har flygtninge fem år til at lære dansk i. Før 2013 havde flygtninge tre år til at lære dansk i. Flygtninge er berettiget til kontanthjælp under integrationsprogrammet eller integrationsydelse.

 

Sådan har vi gjort
I analysen indgår flygtninge fra det tidspunkt, hvor flygtningene bliver registreret i kommunens folkeregister. Personer, der venter på opholdstilladelse i et asylcenter, er ikke registreret i folkeregistret, så de er ikke medtaget i analysen. Personer, der er udvandret, er udeladt af analysen.
Andelen i beskæftigelse måles ved punktnedslag 1, 2, 3 og 4 år efter, at personen er registreret som indvandret.
I analysen indgår følgende antal flygtninge: Fra Afghanistan: 1118 (efter 1 år), 1001 (efter 2 år), 800 (efter 3 år), 532 (efter 4 år). Fra Irak: 302 (efter 1 år), 290 (efter 2 år), 262 (efter 3 år), 220 (efter fire år). Fra Iran: 1179 (efter 1 år), 1019 (efter 2 år), 693 (efter 3 år), 420 (efter 4 år). Fra Syrien: 2053 (efter 1 år), 1406 (efter 2 år), 826 (efter 3 år), 432 (efter 4 år).
For flygtninge, der har fået opholdstilladelse i første halvår af 2014, er det ikke muligt at måle beskæftigelse andet end 1 år efter ankomsten.
Emneoversigt
Tilmeld nyhedsbrev

Nyhedsbrevet Agenda henvender sig til arbejdsmarkedspolitiske aktører, forskere, journalister, beslutningstagere og alle, der ønsker et analytisk perspektiv på den arbejdsmarkedspolitiske debat. Nyhedsbrevet, der udkommer 1-2 gange ugentligt, er gratis at modtage.