6. september 2014

Analyse

Opbrugt dagpengeret: Knap hver fjerde har modtaget offentlig ydelse i mere end 6 år

Mere end halvdelen af de personer, som har opbrugt deres dagpengeret, har været på en offentlig overførsel i mere end 4 år, og knap hver fjerde har modtaget offentlig ydelse i mere end 6 år. Det viser en ny opgørelse fra DA over personer, som opbrugte deres dagpengeret mellem januar 2013 til maj 2014.

Omkring 41.000 personer har opbrugt retten til at modtage dagpenge fra januar 2013 til og med maj 2014. En ny analyse foretaget af DA viser, at mere end halvdelen af disse personer har modtaget en offentlig ydelse i mere end 4 ud af 10 år op til dagpengeophør. Og knap hver fjerde har modtaget offentlig ydelse i mere end 6 ud af 10 år op til dagpengeophør.

 

Blandt personer med mindst 6 års offentlig forsørgelse bag sig, er det det desuden 2/3, der har modtaget arbejdsløshedsdagpenge i mindst fire år. I en stor del af perioden med offentlig forsørgelse har den ledige således haft løbende kontakt med a-kassen.


Flere fortsætter på offentlig ydelse


En stor del af personerne med opbrugt dagpengeret forsætter på en anden offentlig ydelse umiddelbart efter dagpengeophør. Overgangen har især været stor til den særlige uddannelsesydelse, som er en del af de ekstra ydelser, som er blevet tilbudt specifikt til dagpengeledige. Ca. 5.500 personer var hverken i beskæftigelse eller modtog en offentlig ydelse umiddelbart efter dagpengeophør.

 

Personer uden offentlig ydelse og uden arbejde kan bl.a. dække over personer, der ikke ønsker at opfylde rådighedskravene for at modtage kontanthjælp, og personer, som ikke er berettiget til at modtage kontanthjælp. Hvis formue eller evt. families indtægter er tilstrækkelige til, at man kan forsørge sig selv og familie, er man ikke berettiget til kontanthjælp.

 

 Beskæftigelsesgraden stiger med tiden

 

Næsten hver 10. af de personer, som opbrugte deres dagpengeret i 1. kvartal 2013, forsatte direkte i beskæftigelse umiddelbart efter, og i perioden herefter kom stadig flere af denne gruppe i beskæftigelse som lønmodtager. 15 måneder efter dagpengeophør var hver femte i beskæftigelse.

 

Det skal bl.a. ses i sammenhæng med fortsat mange jobåbninger på det danske arbejdsmarked. I første kvartal 2014, var det således 159.000 personer, der fandt nyt job i Danmark.

 

Sådan har vi gjort
Oplysninger om personer, der har opbrugt dagpengeretten i perioden januar 2013 til og med maj 2014 har DA modtaget på individniveau fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR). Det svarer til populationen, som STAR selv offentliggør analyser af på jobindsats.dk.
Disse personer er koblet med Beskæftigelsesministeriets forløbsdatabase, DREAM, hvor det for hver enkelt person fremgår ugeoplysninger om, hvilke offentlige ydelser vedkommende har modtaget tilbage i tid. I optællingen af offentlige ydelser har vi udeladt SU og barselsdagpenge.

 

Emneoversigt
Tilmeld nyhedsbrev

Nyhedsbrevet Agenda henvender sig til arbejdsmarkedspolitiske aktører, forskere, journalister, beslutningstagere og alle, der ønsker et analytisk perspektiv på den arbejdsmarkedspolitiske debat. Nyhedsbrevet, der udkommer 1-2 gange ugentligt, er gratis at modtage.