19. maj 2014

Artikel

Sort arbejdsliv giver milliongevinst

Et sort arbejdsliv lønner sig. Ufaglærte, der arbejder sort, løfter livsindkomsten med 15 procent i gennemsnit, viser en ny analyse fra Rockwool Fondens Forskningsenhed. Og selv om krisen har sænket omfanget af sort arbejde i Danmark, så er det fortsat en udbredt beskæftigelse for mange danskere at arbejde sort. 16 procent af de højest uddannede danskere arbejder for eksempel sort.

De danskere der arbejder sort, har set over livet et betydeligt tilskud til privatøkonomien, viser nye forskningsresultater fra Rockwool Fondens Forskningsenhed, hvor spørgeskemaundersøgelser om danskernes sorte arbejde fra 1996 til 2009 er gennemgået.

Den sorte indkomst udgør mest for de ufaglærte, der ikke har afsluttet anden uddannelse end grundskolen. Ufaglærte, der arbejder sort, når i løbet af livet at løfte livsindkomsten med 15 procent set i forhold til deres formelle livsindkomst. I kroner og ører opgør Rockwool Fondens Forskningsenhed den sorte indkomst for den gruppe til knap 1,2 millioner kroner.

 

Til sammenligning løfter de faglærte, der arbejder sort, deres livsindkomst med 11 procent netto, svarende til en sort indkomst på næsten 1,1 millioner kroner. Personer med en videregående uddannelse, der arbejder sort, får en disponibel livsindkomst der er syv procent højere som følge af det sorte arbejde, hvor der ikke svares skat af indtægten. I kroner udgør den sorte indkomst godt 800.000 kroner.

Der er også store forskelle på, hvor stor en andel af de enkelte uddannelsesgrupper der arbejder sort. En ny analyse fra Rockwool Fondens Forskningsenhed, der bygger på interviews med 1.920 repræsentativt udvalgte danskere i årene 2009 til 2012 viser, at selv om det sorte arbejde er aftaget som følge af den økonomiske krise, så er det stadig mere end hver fjerde (27 procent) af de faglærte, som udfører sort arbejde. For de ufaglærte er det hver femte, der arbejder sort.

En videregående uddannelse afholder ikke danskerne for at udføre arbejder, der ikke betales skat af. Også for de med en kortere videregående uddannelse er det hver femte, der arbejder sort, mens det for de højest uddannede danskere med en lang videregående uddannelse er 16 procent, der arbejder sort.

Rockwool Fondens Forskningsenhed anslår på baggrund af analysen, at de sorte aktiviteter i 2012 udgjorde 2,2 procent af BNP, svarende til en sort gevinst på 40 milliarder fordelt blandt de 22 procent af danskerne i aldersgruppen 18-66 år, der arbejde sort i 2012. Agenda har beregnet, at de 2,2 procent af BNP svarer til knap 54.000 fuldtidsstillinger.

Emneoversigt
Tilmeld nyhedsbrev

Nyhedsbrevet Agenda henvender sig til arbejdsmarkedspolitiske aktører, forskere, journalister, beslutningstagere og alle, der ønsker et analytisk perspektiv på den arbejdsmarkedspolitiske debat. Nyhedsbrevet, der udkommer 1-2 gange ugentligt, er gratis at modtage.