30. oktober 2012

Artikel

Kun få mister dagpengene i Skive

På to måneder har Jobcenter Skive halveret antallet af ledige, der står til at miste dagpengene. Det seneste år har kun fem personer mistet dagpengene i Skive.

Uge for uge er køen af dagpengemodtagere, der står til at miste dagpengeretten inden udløbet af januar næste år, blevet kortere og kortere i Skive.

For to måneder siden var der 97 personer, der stod til at miste dagpengeretten inden udløbet af januar 2013 Nu er det antal skrumpet til 50 personer. Og det kan tælles på en hånd, hvor mange der det seneste år har mistet dagpengene i Skive.
Resultatet skyldes politisk vilje, tæt samarbejde med A-kasserne og en indsats fra jobcenterets side, mener jobcenterchef i Skive, Lars Harder.

”Baseret på vores erfaringer er vi optimistiske, når det gælder, hvor mange af dem, der står over for at miste dagpengene, som vi mener, vi kan skaffe i arbejde. Jeg kan ikke garantere, at det er muligt for os at hjælpe alle, og realistisk set vil nogle nok miste dagpengene. Men vores lokalpolitikeres mål er, at ingen skal ramme loftet, og det arbejder vi målrettet efter,” siger han.
Han er egentlig ikke overrasket over det positive forløb.

 

”Siden november sidste år og til i dag, har vi kun været ude for, at i alt fem personer har mistet dagpengene i Skive. På grund af forkortelsen af dagpengelængden er risikogruppen godt nok blevet større, men vi arbejder til gengæld endnu hårdere,” siger han.

Størstedelen af de 50 personer står til at miste dagpengene efter 1. januar og er således blandt dem, der er blevet påvirket af dagpengereformen.
Lars Harder understreger, at selv om udviklingen fra uge til uge kan være lidt usikker at analysere på, så er tendensen klar.

”Der kan være nogen, der f.eks. kommer på sygedagpenge, og derfor forsvinder fra den gruppe, der står til at miste dagpengene. Og ligeledes kan der være raskmeldte, der pludselig gør gruppen større. Men det generelle fald er der ingen tvivl om,” siger han.
Skives mål er, at dem der forsvinder fra ledighed enten skal i beskæftigelse eller uddannelse, og det mål bliver holdt, fortæller Lars Harder.

 

Det kan betale sig

Jobcenter Skive bruger en del penge på at skaffe de langtidsledige i arbejde, da der er afsat ti mand til kun at arbejde med dem, der er tæt på dagpengeudløb. Men det kan alligevel betale sig rent økonomisk, mener jobcenterchefen.

”Hvis jeg kan få godt 50 mennesker i arbejde bare en uge tidligere, end de ellers ville være kommet i arbejde, så sparer vi 100.000 kr. af kommunens penge. Så ud over det rent menneskelige aspekt, er der penge at spare, viser vores beregninger,” siger han.

Han betoner, at Skive på ingen måde er bedre stillet end så mange andre kommuner.
”Ligesom andre kommuner har vi mistet arbejdspladser. Alligevel er det indtil nu lykkedes os at undgå, at mange falder for dagpengeloftet,” siger han og peger på prioritering og planlægning som et middel.

”F.eks. retter vi vores private jobtræning mod dem, der er tættest på at miste dagpengene, fordi vi ved, at privat jobtræning ofte fører til ordinært arbejde. Desuden finder du ikke ret mange af vores ledige, der ikke er i aktivt tilbud af en art,” siger han.

Emneoversigt
Tilmeld nyhedsbrev

Nyhedsbrevet Agenda henvender sig til arbejdsmarkedspolitiske aktører, forskere, journalister, beslutningstagere og alle, der ønsker et analytisk perspektiv på den arbejdsmarkedspolitiske debat. Nyhedsbrevet, der udkommer 1-2 gange ugentligt, er gratis at modtage.