1. september 2012

Artikel

Jobcentre med succes: Vi kan løse opgaven

Antallet af langtidsledige dagpengemodtagere er styrtdykket i en stribe jobcentre. Opskriften har været en særlig indsats fra jobcenterets side, og derfor er akutpakken rigtig, mener de.

På et år er langtidsledigheden for dagpengemodtagere faldet med 10 procent.

Men i en del jobcentre er det fald langt større. I visse jobcentre endda op til 45 procent. Derfor rammer Beskæftigelsesministeren plet, når hun i sit nye udspil peger på jobcentrene som den vigtigste spiller, når det gælder om at forhindre, at ledige falder ud af dagpengesystemet, mener to succes-jobcentre.

I Hedensted er langtidsledigheden for dagpengemodtagere faldet med 23 procent på et år.

 

Stort fald i langtidsledigheden i nogle jobcentre

 
Udviklingen i antallet af langtidsledige dagpengemodtagere fra juli 2011 til juli 2012.
 
De 15 jobcentre med   det største fald i langtidsledigheden  
Skive -45,10
Morsø -43,32
Mariagerfjord -37,89
Rebild -36,97
Thisted -30,21
Vesthimmerland -28,34
Halsnæs -27,34
Ikast-Brande -26,64
Odsherred -26,09
Brønderslev -25,67
Syddjurs -24,91
Skanderborg -24,81
Middelfart -24,57
Hedensted -22,82
Lemvig -22,63
   
Hele landet -10,0%
 
Kilde: Jobindsats.dk

Jobcenterchef Hans Christian Knudsen mener, at Hedensted netop har gjort alt det, som Beskæftigelsesministeren nu lægger op til i sin akutpakke.

”Vi kan godt løse opgaven med at skaffe langtidsledige i job, så de ikke mister dagpengene. Hun (Mette Frederiksen, red.) peger på redskaber, der rent faktisk virker. Det har vi bevist. Det nytter i høj grad noget at tage fat i de ledige, tale med dem, støtte dem, lave en håndholdt indsats og blive ved med at forsøge at føre dem ind på arbejdsmarkedet, evt. i kombination med noget opkvalificering. Jo længere tid man har været ledig, jo lavere er ens selvværd og tro på sig selv, så en aktiv indsats fra jobcenterets side er afgørende,” siger han.

 

Særlig Taskforce er løsningen

I Skive, hvor langtidsledigheden for dagpengemodtagere næsten er halveret på et år, er jobcenterchef Lars Harder enig.

”Meldingen fra Beskæftigelsesministeren er rigtig. Opskriften er mere fokus på den langtidsledige og en ekstra indsats fra jobcenterets side,” siger han.

Han forklarer, at Skive i to år har haft en særlig Taskforce med ti mand, der udelukkende tager sig af de 200 borgere, der er tættest på at miste dagpengene.

”Taskforcen har ressourcerne og god tid til den enkelte ledig. Vores medarbejdere i Taskforcen er rigtig gode til at pleje kontakter blandt de private virksomheder, og ”sælge” de ledige. Især gør vi meget for at skaffe privat jobtræning og virksomhedspraktik til de ledige, der er tættest på at falde ud af dagpengesystemet. Privat jobtræning og privat virksomhedspraktik er nemlig de redskaber, hvor chancen for et job efterfølgende er stor,” siger han.

Han peger også på et godt samarbejde med de lokale faglige organisationer.

 

Der er job til dem

I Hedensted peger Hans Christian Knudsen også på, at medarbejderkulturen på jobcenteret spiller en væsentlig rolle.

”Nu har jeg lige set en undersøgelse fra HK, hvor en masse socialrådgivere stillede sig op og sagde, at der ikke er job til de langtidsledige. Hvis man har dén indstilling som jobkonsulent, ja så er det da klart, hvis de langtidsledige ikke kommer i arbejde. Det er bestemt ikke den holdning, vi har her på stedet. Vi mener, at der er job til dem,” siger han.

Hans Christian Knudsen er også ærgerlig over, at der har bredt sig en forståelse i samfundet af, at man er tabt på gulvet, hvis man ingen uddannelse har.

”Masser af ufaglærte job rummer en masse opkvalificering og udvikling. Den opkvalificering foregår bare primært på virksomheden i stedet for på skolebænken, selv om der selvfølgelig også følger kurser med. Og der er derfor tale om udfordrende, spændende job, selv om de på papiret er ufaglærte. Men det er svært at overbevise en ung uden uddannelse om, hvis han nærmest allerede har opgivet, fordi han får at vide, at han er fremtidens taber,” siger han.

Jobcenterchef Lars Harder er ikke i tvivl om, at det Skive jobcenter gør, er noget der virkelig virker.

”Vores erfaringer indtil nu gør, at jeg ikke tror Skive vil opleve det boom af dagpengemodtagere, der mister dagpengeretten, som nogen taler om, vi vil få,” siger han.

Emneoversigt
Tilmeld nyhedsbrev

Nyhedsbrevet Agenda henvender sig til arbejdsmarkedspolitiske aktører, forskere, journalister, beslutningstagere og alle, der ønsker et analytisk perspektiv på den arbejdsmarkedspolitiske debat. Nyhedsbrevet, der udkommer 1-2 gange ugentligt, er gratis at modtage.